December 2012
Kunstneren som ehvervsdrivende
Når der tales om kunstneres vilkår tages der som en selvfølge udgangspunkt i dem som selvstændige erhvervsdrivende. Derfor diskuterer man hvordan de skal klare sig bedre på markedet.
Men KUNSTENERE ER IKKE ERHVERVSDRIVENDE og kan aldrig blive det.
Handel drejer sig om at sælge varer.
Hver vare i en forretning er én ide der er blevet udviklet og masseproduceret.
Fabrikanterne har en viden som de dyrker, videreudvikler og frem for alt holder sig til.
Kunstnere gør det stik modsatte af fabrikanterne.
Når de har lavet et værk som viser sig at være populært kan de ikke bare kopiere det og sælge det igen. De kan ikke engang arbejde videre med formelen fra det populære værk. For at kunne lave kunst bliver man nødt til at starte i det uvisse. At kopiere en tidligere ide vil måske nok lave en anden udgave der minder om den oprindelige men den vil have tabt al sin kunstneriske kraft. Kunsten findes når et hav af parametre, ingen bevidst kan overskue, falder sammen på en særlig tydelig måde. Kopieres et kunstværk flyttes kun en minimal del af det oprindelige kunstværks indehold og kopien vil føles underlig ligegyldig.
For at finde sådan en klase af parametre der pludseligt går op i en højere enhed må man give slip på alt hvad man ved og lade sig tumle ud i uvisheden. Kunsteren har udviklet næse for at gribe de heldige sammenfald når de dukker op. Da disse sammenfald også er nye for kunstneren selv er de meget svære at få øje på. Man skal genkende det man aldrig har set før.
Men det er ikke måden man udvikler varelinier på.
I en forretning samler man sin viden sammen for at kunne videreudvikle den og lave bedre produkter, mens kunstneren gør sig umage for at glemme sin viden for at give plads til det uvisse.
Hvordan skal der nogensinde kunne komme noget i nærheden af en stabil og pålidelig strøm af varer ud af en kunstneriske praksis der pr. definition ikke kan have noget form for produktplanlægning?
Kunstnere er ikke handelsfolk! Og de må ikke blive det!
Ved nærmere eftertanke er den eneste grund til at jeg laver kunst at den giver mig livsmod. Når jeg ikke laver kunst bliver jeg hurtigt apatisk og deprimeret. Kunsten føles som helbredende gaver. Men laver jeg kunst uden koncept bliver værkerne hurtigt ligegyldige fordi det ene værk synes at kunne være lige så godt som det andet. Derfor bliver jeg nødt til at finde smarte og finurlige greb til værkerne. Disse tricks kan bibeholde den livgivne virkning for en kort tid hvorefter de samme tricks virker som ligegyldige fiduser for mig. Derefter kan værker uden koncept virke frodige og befriende for en tid, for så igen at blive ligegyldige.
Sådan kan jeg konstant veksle imellem kunst med og uden koncept uden at finde ro.
Essensen er at jeg trives ved at være nysgerrig. Og så længe jeg kan søge steder hvor jeg ikke har været før trives livsmodet.
Når jeg begynder at finde en rutine i det jeg laver må jeg bryde for at holde appetitten på min nysgerrighed oppe.
Gud finder vi i resten of os.
August 2012
Kunsten når særlige højder når det ikke blot lykkedes at slippe al viden og danne nye sande forbindelser som bryder med den etablerede forståelse men også gør det med midler, i et sprog, der tydeligt er frigjort fra noget der ville kunne opfattes som viden og alligevel meget klart danner en ny mening. I det tilfælde vil værket virke ubegribeligt skønt.
Kunsten opstår når man hverken bruger sig selv eller andre som målestok. Det vil sige når man er istand til at udtrykke sig uden at reflektere over sin viden.
Kunst er forskning i at tydeligøre ren skabelse. For at skabelse er tydelig må den være direkte i forbindelse med sanserne. Dette er ikke muligt gennem logiske formuleringer.
Kunsten findes der hvor intellektet af sig selv danner krydsforbindelser på tværs af alt hvad man ved.
|
Juli 2012 |
|
Metoden til at fabrikere et kunstværk er uvæsentlig.
Hvad et kunstværk handler om er også uvæsentligt.
Kun der hvor noget synes at være mere sandt end vi kan begribe er kunsten væsentlig.
Hvis kunst er når mennesker afdækker naturens sandheder for sanserne burde de smukke Mandelbrot fraktale figurer være kunst. Det er de ikke. Årsagen er at de blot illustrerer et enkelt matematisk princip og dermed er natur på linie med planter og dyr. Naturen er per definition smuk. Den er målestokken for skønhed.
Kunsten er når mennesker skaber sanselige sandheder der sammenbinder de dele af vores natur som ingen love og regler ellers kan forbinde på en indlysende og simpel måde så vi opfatter det på linie med den øvrige natur.
I takt med at videnskaben i stigende grad skiller naturen ad i enkeltdele stiger behovet for mennesker der bibeholder det oprindelige samlede hele billede. Det billede der kan sanses af enhver.
En kunstner skal kunne lave sin kunst uden at bruge sig selv eller andre som målestok.
Det synes at være et absurd krav. Det er det ikke. Det er blot meget svært og kræver at man er i stand til at gribe de umiddelbare indtryk og samtidig være opmærksom på når de blot er påvirkning udefra som man uvidende opfatter som sine egne.
Det gør kunsten til på samme tid at være både det letteste og det sværeste fag. Det er derfor man oplever kunstnere hvor værkerne strømmer ud med en ubegribelig lethed. Er man først istand til at holde sindet åbent opstår kunsten ubesværet.
At få ideer i billedkunstnerens værksted handler ikke om at tænke ideer frem men om at gribe dem efterhånden som de opstår. Når værkstedet fungerer er det et sted hvor mulighederne synes at svæve synligt rundt i luften lige til at plukke. Rigdommen af muligheder kan være svimlende.
Men forudsætningen for at værkstedet fungerer er at man dyrker det intenst hver dag. Kun med fuld og vedvarende nærvær bliver de ukendte muligheder synlige. Blot en enkelt fridag slukker en stor del af ide-lysene og efter blot nogle dage fri er alle lys slukkede og man føler sig fuldstændig tom for ideer.
Det er i denne situation det er nemt at komme til at tænke sig frem til nye ideer hvilket er spild af tid og kun frembringer støj. Tanker stammer altid fra det vi ved i forvejen og bliver i nye konstruktioner fordomsfulde.
At starte et dødt værksted op er en kunst i sig selv. Hvordan finder man de ideer man ikke kan se?
Jeg laver noget tilfældigt uden at tage hensyn til om det har noget med noget at gøre. Samtidigt laver jeg noget andet ligeså tilfældigt. Og måske noget tredie eller fjerde og på et tidspunkt begynder de små lys at opstå ligeså stille og jeg kan smide de første tilfældigheder ud til fordel for det nyopståede nærvær.
Derfor er det umuligt at lave kunst på deltid. Hvis kilden til nye ideer skal startes op hvergang man går igang taber man enten modet eller også finder man på systemer som hjælper med at give kontinuitet i arbejdet. Men kommer ideerne ikke ud af nuet har de ikke meget med kunst at gøre. Kunsten er den sanselige beskrivelse af vores kultur i den tid vi lever og kommer værkerne af tankekonstruktioner er de mere af videnskabelig og logisk karakter. Men det skrøbelige sanselige nærvær er det der skal ses i kunsten. Der er ingen formel for hvordan det skal se ud. Om det er en kæmpe installation eller en lille blyantstegning, en performance eller noget helt andet spiller ingen rolle. Er det sanselige nærvær klart er det kunst.
Jeg vender hver sten og der er altid noget under jeg ikke kender. Det studerer jeg med nysgerrighed. Jeg forbinder det til min viden. Og engang imellem finder jeg noget som synes at forbinde store dele af min viden. Det virker intuitivt som en forklaring men helt uden svar. Disse fund viser jeg frem for at teste om det er en almen sandhed jeg er faldet over.
Meget af arbejdet går med ikke at blive distraheret. Både så jeg ikke glemmer at lede men også så jeg ikke kommer til at klistre forklaringer på ligegyldige opdagelser.
Siden alt for tiden bedømmes efter nytteværdi må kunsten vise sig uanvendelig i enhver henseende. Det er en total ofring hos den enkelte kunstner men billedet bliver tydeligere når en større mængde kunstnere sigter efter samme mål.
|
Maj 2012 |
På et tidspunkt har kunstneren arbejdet så lang tid at der har samlet sig en betydelig teknisk viden. Er det godt at offenliggøre denne viden? For at et kunstværk kan blive tydeligt er det vigtigt at kun de elementer i værket som ønskes sanseliggjort fanger beskuerens opmærksomhed. Det vil sige at enhver velkendt teknik eller metode vil distrahere fordi beskueren kommer til at tænke på måden værket er skabt på snarere end hvad det udtrykker. Er alle elementer vedrørende skabelsen fremmede for beskueren vil de fleste opgive at tænke på hvordan og gå videre til det direkte sanselige. På den måde kan man argumentere for at teknikkerne trods tidens åbenhed bør holdes skjulte. Ikke for at hemmeligholde metoderne men for at beskytte muligheden for at kunne udtrykke sig klart.
Æstetik er det filosofiske studie af kunstens væsen. Naturen kommer derfor ikke i betragtning når der tales om æstetik. Men vi oplever både naturens skønhed og æstetisk skønhed og det er derfor nemt at komme til at forveksle de to vidt forskellige skønheder med hinanden.
Naturens skønhed er indiskutabel. Denne skønhed har ikke noget med kunst at gøre da kunsten handler om det sanselige bag den menneskerelaterede logik. Ligeså indlysende naturens skønhed er ligeså utilgængelig er æstetikken. Det er fordi vi er nødt til i meget høj grad at vige fra vores ægte sanselige indtryk og istedet læne os op af vedtagne regler for at kunne fungere i det daglige. Vi vil nødigt filosofere over en dørs væren hvergang før vi bruger den, vi bruger den med en rutine viden. Det er næsten umuligt at koble dette regelsæt af for igen at sanse verden åbent. Men for at se den æstetiske skønhed må vi først kunne frigøre os fra det faste regelsæt. Det er denne meget komplicerede øvelse som kunstneren skal mestre for at kunne beskrive hvordan vores menneskeskabte verden føles.
Får vores verden lov til at køre uhindret ad logikken og reglernes vej bliver sammenhængen med virkelighed, det vil sige alt det menneskeskabte plus alt det udenom, ringere og ringere og til sidst bryder vores verden sammen.
Design er alt for ofte æstetik tilført attitude.
Attitude er når noget forestiller at være noget andet end det er.
Kunsten hjælper os til at have en virkelighed der er så tæt på verdens øjeblikkelige faktiske sammenhæng som muligt. I vores dagligdag kan vi ikke afprøve vores virkelighedsopfattelse ved enhver handling men må have faste ideer om tingenes sammenhænge for at kunne virke på en rationel og praktisk måde. Da alting er i konstant ændring vil de faste ideer om virkeligheden passe dårligere og dårligere til den virkelighed som repræsentere de største fællestræk. Vi vil få et dårligere og dårligere grundlag for at kunne handle på en måde som kommer tættest på at være bedst for os selv og alle andre. Uden en konstant opdatering af vores virkelighedsbillede vil vi forholdsvis hurtigt ende i absurde handlinger som vil føre til krig, sygdom og ødelæggelse.
Jeg oplever, som alle andre, en stor forskel på det jeg ser i virkeligheden og det jeg kan få ned i et kamera. Hvordan kan jeg få det jeg oplever ud i malerierne? Vi bliver nødt til at have en række faste holdninger til hvordan vores verden hænger sammen for at kunne fungere i dagligdagen. Vi ved at himlen er oppe over os og at jorden er under, men det gælder jo kun når vi har hovedet i lodret stilling. Ligger vi ned er himlen og jorden til siderne. Jeg begyndte at løsne på alle fordommene uden at lave om på naturlovene. Det er vigtigt at alt hvad billedet indeholder støtter sig til den virkelighed der er. Så fri fantasi er udelukket. Den indre og den ydre virkelighed må være den samme og den forskel vi så tydeligt oplever må opstå i sansernes oversættelse af den ydre til den indre. Så man kan sige at jeg forsøger at finde måder at beskrive den ydre verden på så den i højere grad stemmer overens med min indre. Og jo tættere jeg holder mig til en beskrivelse som holder sig til velkendte fysiske begreber som spejlning, rotering, op og ned, perspektiviske forskydninger,..........
Februar 2012
Kunst er om virkeligheden bag vores fordomme
Smagsdommere kan kun udstrykke fordomme da de ingen faglig viden har.
Januar 2012
Bevidstheden er uomtvistelig men både immateriel og dermed umålelig.
Stoffet er det der kan måles.
Livet er stof i én tilstand og død er når denne livsforms uniforme bevidsthed ophører og stoffet laver et paradigmeskift til andre livsformer med nye uniforme bevidstheder.
Kunsten er åndens ambassadør.
Videnskaben er stoffets ambassadør.
Livet begribes i foreningen af de to.
En symfoni er alt for ofte en fin bagatel der er forlænget med en endeløs mængde intetsigende stykker. Det svarer til at man i en film tilføjer alle transportscenerne i realtid.
Når jeg laver kunst kan ganske få smarte tanker og reflektioner gøre det umuligt at få kunstværket til at leve. Gad vide om der kan drages en parallel til den logiske verden så selvom vi kan argumentere logisk for en sammenhæng kan den alligevel være usand da det virkelighedsbillede den skaber er blevet usanseligt og, som det mislykkede kunstværk, uvedkommende.
November 2011
Vi plejer at modstille Livet og døden men de er ikke modsætninger.
Når et menneske dør er der stadigvæk masser af liv i kroppen. Det er blot ikke i en samlet organisering som kan fungere som et individ. Det der er forsvundet er den samlende bevidsthed. Efter døden er der kun mængder af mindre selvstændige bevidstheder.
Og hvornår er der da ikke mere tale om bevidsthed?
Er bevidstheden ikke i alt stof? Ligesom tid og rum er uløseligt forbundet virker det som om bevidsthed også altid er med. Rum - Tid - Bevidsthed.
Vi begynder at sige om stof at det er levende når visse kreterier er opnået. Kreterier der kræver en vis kompleksitet styret af samme bevidsthed. Levende stof kan være mere eller mindre komplekse. Vi siger at mennesket og primaterne ligger i den højeste ende af kompleksitet.
Når vi dør springer stoffet fra et højere niveau af kompleksitet til et lavere.
Indtil jeg var 10 år havde jeg aldrig hørt andet end klassisk musik. Men jeg var bange for den. Den fremkaldte billeder af sygdom, rædsel, fortabthed og råddenskab. Men jeg lyttede alligevel. I timevis hver dag. Og indimellem fandt jeg strofer der virkede vidunderligt forløsende på mig. Det var i Stravinskys små korte stykker for orkester, i Poulencs evighedsstykker, i Bartoks stykker for børn og i Beethovens klaversonater. Der fandt jeg bidder som ramte mig dybt og syntes at forbinde mig med noget jeg længtes meget kraftigt efter. Jeg opdagede at jeg gennem musikken kunne jeg genfinde en forbindelse til noget himmelsk. Gennem den kunne jeg nå en ellers tabt og uopnåelig salighed. En fuldkommen indre ro.
Denne tidlige erfaring startede en søgen efter at finde og forstå hvad det var for en forbindelse der opstod i mig og den har aldrig forladt mig siden.
Kunsten sanseliggør det abstrakte
Oktober 2011
Abstraktionerne der skabes i den videnskabelige forskning bevises igennem eksperimenter. Allerede dér afballanceres billedet så den troværdige beskrivelse af virkeligheden skal bestå af en abstrakt del og en sanselig del. Dette er dog kun overbevisende for dem der kender de forhold der bliver undersøgt. For at alle kan "forstå" en opdagelse må den oftest oversættes yderligere til en form som umiddelbart resonerer med vores natur ligesom musik kan gøre det. På samme måde som fysikkerne nøje må kontrolere at et eksperiment er troværdigt må oversættelsen til det almen tilgængelige billede også kontroleres nøje for falske virkemidler der har ringe eller ingen sammenhæng med det det forsøger at beskrive. At lave sådan en oversættelse er essensen af det kunstneriske mål.
Kunst kan ses som at forstå verden gennem sanserne, altså uden logic. Enhver tanke må have en sanselig modpart for at give mening. Denne synsmåde hænger nøje sammen med vores Newtonske måde at forstå verden på. Alt hvad vi kan forstå igennem undersøgelser kan også erfares eksperimentalt.
Men kunsten må være mere hvis den også skal modsvare kvantemekanikken. I kvantemekanikken kan man kun tale om sandsynligheden for at noget vil finde sted eller ej. Der påvirker vi det vi betragter. Når kunsten synes at være helt klar, men på en måde hvor den ikke synes at beskrive noget åbner den vores forståelse for kvaliteter udenfor vores normale fatteevne. Det er i den kunst at kvantemekanikkens modsvar findes. Det er den sværeste kunst at mestre.
Man kan måske sige at kvantemekanikken og den kunst der modsvarer den, er nutidens måde at nå gud på.
Når vi meddeler os til hinanden forventer vi en meddelelse indenfor et ganske snævert område af de sproglige muligheder. Meddelelsen skal handle om noget og den skal give mening. Men en meddelelse er måske blot en modtagelig forskel fra det velkendte. Det vil sige at maler jeg en blå flade hvor der før intet var er det tydeligt at der er sket noget og jeg har derfor meddelt noget. Meddelelsen kan være god eller dårlig. Den er god hvis den tydeliggør naturen og den universelle orden og dårlig hvis den gør den mere uklar.
|
April 2011 |
|
Det er min fornemmelse at vi delvist mister forbindelsen til altet når vi bliver født, altså til det der er uden for rum og tid. Forbindelsen fungerer på et ubevidst plan men vi er ikke bevidste om den.
Når ens nære dør bliver deres sjæl forenet med altet igen. Det de var i legemet på jorden er de stadigvæk og i al evighed men nu forenet med altet igen.
Da vi kan huske dem og kender dem har vi et mål for at få forbindelse med altet. Nu kan vi ikke kun forbinde os med en tilfældig del af altet, på en måde som vi sjældent genkender naturen af, men i fuld bevidsthed søge forbindelse til de kære som vi kender. Og vi fornemmer at de er der. Vi begynder at genkende forbindelsen til altet og en forløsende fred begynder at flyde tilbage i os.
Når ånden bliver skilt fra altet og falder ned i stoffet vil den søge tilbage til altet. Denne drift kan tilfredsstilles på to måder. Ved at frigøre sig fra stoffets fængsel og søge ud i altet igen. Eller ved at danne større forbindelse imellem altet og stoffet og på den måde at genfinde den tabte forbindelse. Den første metode fører til troende mennesker og den sidste til lysten til at få børn.
dec 2010
Ambitionen om succes driver os til at søge indfrielse i vores værker og ofte inden nogen forventning, undren og åbenhed er opbygget. Og værker med øjeblikkelig indfrielse virker banale og den hurtige interesse udskiftes umiddelbart efter af ligegyldighed og skuffelse.
Kunsten tvinger os til at revurdere betydningen af vores sanseindtryk.
Verden opstår gennem vores sanser så det er vigtigt kontinuerligt at undersøge om det vi opfatter som sanset nu også er troværdigt.
okt 2010
Livet er stofløs eksistens. Når livet får modstand er det stof. Når vi søger frihed søger vi frihed fra modstand, altså frihed fra stof. Den frihed vi længes efter er livet, den modstansløse tilstand, den stofløse tilstand.
Kunst som virker uforståelig i sin samtid bliver ikke tilgængelig kun fordi vi vænner os til den men også fordi vores arvemateriale ændre sig med den kulturelle påvirkning. En civilisation i forfald vil fostre generationer for hvem forfaldet er den sande vej.
Kuratorer? Det er dem der prøver at designe kunsten så den bliver mere underholdende.
At se noget som det virkeligt er, er når enkeltdelene i det man ser har samme relation til hinanden som de har når man ikke ser.
Bygger man en viden op på en ide om ting som ikke stemmer med deres faktiske rolle i den store sammenhæng vil man glide ud af virkeligheden og leve i en verden hvor alt vil mislykkes. Derfor er det vigtigt altid at undersøge om ens forestillinger stemmer med virkeligheden.
Hellere være usikker på kunst der har rod i noget virkeligt end sikker på kunst der har rod i noget uvirkeligt.
Det kan ikke lade sig gøre at føle sig sikker på kunst der har rod i noget virkeligt da alting er i konstant bevægelse. Jo mere præcis man bliver i sit udtryk jo større usikkerhed vil man føle. Den sikkerhed man må nøjes med kommer fra langtidserfaring.
Kunst drejer sig om at sanseliggøre det der mangler at blive sanseliggjort.
Alle vores tanker skal have krop før de kan forstås.
Ordet skal have krop før det kan forstås.
For at vi kan se verden som den er og ikke som vi tror den er.
Maleriet: Kunstens universal værksted
Maleriet: Kunstens universal værktøj
Maleriet: Kunstens universal nøgle
At tro på gud vil vel blot sige at man erkender at forudsætningerne for dannelsen af mennesket er større og rigtigere end vi nogensinde vil kunne begribe samtidigt med at de er inden os. Hvorvidt der er tale om en menneskelignende bevidst skabende intelligens eller uoverskuelige matematiske processer er egenlig ligemeget. Det er erkendelsen af at skaberværkets faldretning er stukket ud længe inden mennesket dannedes og at dette enorme værk tydeligvis fungerer helt af sig selv, der er vigtig.
sep 2010
Lys er porten til stoffet.
Kærligheden er porten ud af stoffet.
Når vi konkurrerer fokuserer vi på et mål og udelukker alt irrelevant.
Vi bliver indskrænkede. Når vi lader intuitionen styre er vi åbne for alle indtryk samtidigt med at vi kan fokuserer på en opgave.
I konkurrencen sammenligner vi os selv med andre for at definere målet, mens vi gennem intuition sigter efter målet udfra faglige overvejelser. I konkurrencen er den der sigter imod samme mål som en selv en modstander som vi undgår at dele viden med, hvorimod i den intuitive tilstand er det en gave at have andre at samarbejde med for at nå målet. Modstanden i stoffet, livets smerte, sygdom, døden og kærlighedens mysterie vil til alle tider drive vores søgen mod mål til lindring af vores lidelser. Disse mål nås bedst ved samarbejde uden konkurrence.
For at lave kunst må man kunne åbne sig for det man ikke ved.
Tager man afsæt i noget man ved, bliver billedet nødvendigvis en andenhåndsfortælling og dermed væsentligt sværere tilgængeligt. Ikke mindst fordi den viden det bygger på altid stammer fra en anden tid og derfor er ude af nutidig sammenhæng.
Det vil sige at al erfaring og alle tanker er ubrugelige i den skabende proces.
Men hvornår er man i en tilstand hvor man er fri fra erfaringer og tankeaktivitet?
Børn er naturligt i den tilstand og når de sanser verden gør de det gennem leg. Børn kan ikke andet. For voksne er det meget sværere at tillade sig at lege, at gøre sig fri af sin viden.
Efter legen hjælper viden til at vælge og bearbejde elementerne fra legen.
Efter legen viser det sig hvilke ideer der er værd at arbejde videre med. Dette arbejde giver erfaringer. Erfaringer som det er meget svært ikke at lytte til ved den næste leg. Falder man for fristelsen og lytter til erfaringerne fra tidligere leges udvælgelse vil man lægge begrænsninger på legen hvilket i værste fald ophæver den. Tages der hensyn til erfaringerne vil man før eller siden have tilstrækkeligt mange begrænsninger i legen til at den vil være umuligt at gennemføre og man har bragt sig ind i en kunstnerisk krise der føles som om man er løbet tør for kuntnerisk kraft. Man er færdig. Dette er selvfølgelig forkert. Man kan ikke udtømme kilden til kunst kun afskære sig fra den. En blokade som blot skal fjernes igen.
Når vi stiller spørgsmål er forudsætningen for at komme til at forstå, at svarene kommer både i logiske forklaringer og i sanselige forklaringer.
Den sanselige forklaring er først mulig når den logiske er formuleret.
Fornemmelsen af at blive afklaret igennem sanseindtryk forudsætter at der findes en undertrykkelse forinden. Den logiske forklaring isoleret vil netop være sådan en undertrykkelse.
August 2009
Mennesket er som planten. Kun når den lever under optimale forhold springer dens blomster ud og først når blomsterne springer ud får og giver den forbindelse til det åndelige.
April 2009
Livet er en fysisk anormalitet. Kan man forestille sig liv udelukkende beskrevet igennem den klassiske fysik?
Skæbne= klassisk fysik
Vilje= quantemekanisk fysik